Abildå Brunkulsleje ligger ved Timringvej mellem Abildå og Trehøje. Naturstien rundt i området er cirka 2 km og fører gennem det tidligere leje forbi en genskabt brunkulsgrav, udstillingshuset og gamle maskiner. Stien er ikke handicapvenlig; de øvrige faciliteter kan dog nås ad en kort grusvej fra parkeringspladsen.
Den genskabte grav er stedets skarpeste forklaring på, hvordan brunkul blev hentet op. Tidligere brunkulsarbejdere har opbygget et lille graveområde, hvor skovl, trillebør og håndkraft gør processen forståelig uden lange forklaringer. Ved særlige levendegørelser vises også boring efter kul, fjernelse af overjord, opgravning med spil, sortering og et rekonstrueret tipvognstog.
Stedet formidler blandt andet de gravningsmetoder, som blev brugt under 2. Verdenskrig. De enkle redskaber og tunge maskiner står derfor ikke som løsrevne museumsgenstande, men som spor efter en arbejdsplads i sand og ler.
Gravningen efterlod sand- og lerdynger og dybe huller. Nogle grave blev senere plantet til med nåletræer, mens andre udviklede sig til små søer. Mos, lav, lyng, insekter, frøer og tudser har fundet levesteder mellem de industrielle spor. Det lidt skæve ved Abildå er netop blandingen: ujævnt terræn, rustne maskiner og ny natur fortæller samme historie.
Abildå Brunkulsleje ligger ved Timringvej mellem Abildå og Trehøje. Naturstien rundt i området er cirka 2 km og fører gennem det tidligere leje forbi en genskabt brunkulsgrav, udstillingshuset og gamle maskiner. Stien er ikke handicapvenlig; de øvrige faciliteter kan dog nås ad en kort grusvej fra parkeringspladsen.
Den genskabte grav er stedets skarpeste forklaring på, hvordan brunkul blev hentet op. Tidligere brunkulsarbejdere har opbygget et lille graveområde, hvor skovl, trillebør og håndkraft gør processen forståelig uden lange forklaringer. Ved særlige levendegørelser vises også boring efter kul, fjernelse af overjord, opgravning med spil, sortering og et rekonstrueret tipvognstog.
Stedet formidler blandt andet de gravningsmetoder, som blev brugt under 2. Verdenskrig. De enkle redskaber og tunge maskiner står derfor ikke som løsrevne museumsgenstande, men som spor efter en arbejdsplads i sand og ler.
Gravningen efterlod sand- og lerdynger og dybe huller. Nogle grave blev senere plantet til med nåletræer, mens andre udviklede sig til små søer. Mos, lav, lyng, insekter, frøer og tudser har fundet levesteder mellem de industrielle spor.
